SKAM

Vi ved alle, hvad det er. Men ved vi, hvor det kommer fra?

Jeg tror, at det kommer fra mennesker omkring os. Det kan være forældre, kærester, venner eller bare mennesker i vores liv på den ene eller anden måde.

Skam er noget af det værste i vores liv. Den gør os til krøblinge rent følelsesmæssigt, når det er værst. Men hvordan undgår vi det?

For er alle vores følelser ikke med til at passe på os? Jo de fleste er. Når vi føler vrede, er det et tegn på, at vi skal reagere på noget, som måske er uretfærdigt. Når vi bliver bange, forbereder det os på at kunne stikke af fra en farlig situation hurtigt eller forsvare os selv. Når vi græder, kan det være en lettelse at lukke sorg ud og så videre.

Men skam er ikke en forsvarsmekanisme. Skam er noget som andre har plantet i os, og det er ikke noget, som nogen bør leve med.

Jeg tænker, at vi skal helt tilbage til dengang ”den pæne pige” blev opfundet. Det er en form for skam, som hjemsøger mange kvinder. Men den pæne pige, var engang en nødvendighed i stamtræet for at vide, hvem der var faderen til et nyt barn. Derfor opfandt man også, at en kvinde skulle være jomfru, når hun indgik i ægteskab. Det var meget praktisk, for så vidste manden og resten af familien, at han med garanti var faderen. Men i dag har vi DNA test til at løse eventuel tvivl.

Dog hænger ”den pæne pige” urokkeligt over kvinders skæbner stadig den dag i dag, hvilket ofte bringer skam med sig, hvis en kvinde føler lyst.

Vi accepterer som samfund, at mænd har lyst til sex, men halvdelen af befolkningen, altså kvinderne, føler som udgangspunkt lige så stor lyst. Dette bliver systematisk gjort skamfuldt af den ene eller anden grund. Blot det faktum at kalde en kvindes kønslæber for skamlæber, har vi allerede fra barnsben af lært, at der er noget skamfuldt ved vores eget køn.

Nogle kvinder får i dag opereret deres kønslæber mindre, af kosmetiske årsager, og måske også af vores samfunds syn på dem. Men det er en katastrofe for den kvindes lyst og nydelse, fordi kønslæberne er svulmeorganer i elskovens akt, og super nødvendige for den enkeltes evne til at nyde.

Den anden halvdel af befolkningen. Dem der er født med y kromosomet, har også deres skam at kæmpe med. Faktisk bøvler mange også med lyst. Frygten for at fremstå som et menneske med for meget lyst, kan resultere i at man bliver stemplet som et monster. Vores samfund kaster billeder i hovedet på mænd, som skal tøjle deres lyst. For ikke at tale om at anerkende sin egen lyst. Dette gælder alle køn. Måske har man lyst til én af samme køn? Måske tænder man på en genstand? Måske vil man gerne være i et kærligt forhold til flere? Eller måske føler man ikke lyst? Og alt det er mere end i orden naturligvis, men vores samfund har sat så klare regler op for, hvordan en familie bør se ud, om hvordan vi bør se ud og føle, og det er uden hensyntagen til, hvordan vi hver især føler inden i. Og kan vi ikke genkende samfundets struktur, kan det medføre enorm skam, fordi vi føler os forkerte og alene i de følelser.